Jan E. Jørgensen er Venstres
borgmesterkandidat. Han er den mest erfarne – både fra erhvervslivet, rådhuset
og Christiansborg - og han vil ganske enkelt være den bedste til at stå i
spidsen for vores dejlige kommune, hvor han er født og har boet næsten hele sit
liv med sin familie.
Da Frederiksberg fik en socialdemokratisk
borgmester, satte vi i Venstre os ikke hen i et hjørne med armene over kors. Vi
valgte – modsat De Konservative – at tage ansvar, og Venstre har været med i
alle budgetforlig siden valget. Frederiksberg fortjener politikere, der kan
finde ud af at samarbejde.
I går valgte vi ny borgmester på Frederiksberg. Det blev ikke mig - sådan er det. Til gengæld kan jeg fortsætte som formand for det vigtige miljø- og trafikudvalg, jeg er rådmand og Venstre har fået valgt to mandater mod et for fire år siden.
Som det medlem med længst anciennitet fik jeg lov til at hænge kæden om borgmesterens hals. Og jeg sagde et par ord - om kommunalpolitikkens væsen.
Håber du vil læse med.
“Jeg kan konstatere, at hr. Michael Vindfeldt er valgt til borgmester uden modkandidat med virkning fra den 1. januar 2026.
Tillykke til borgmester Michael Vindfeldt med valget.
Og nu står der følgende i mit talepapir: ”Jeg håber, vi kan se frem til et bredt samarbejde i de næste fire år og fortsætte arbejdet med at udvikle Frederiksberg til glæde for alle.”
Og det er jo egentlig en ret interessant sætning, som fortæller en del om, hvorfor embedsmænd ikke skal være politikere, og hvorfor politikere ikke skal være embedsmænd.
For bredt samarbejde er jo ikke et mål i sig selv. Det må vel handle om, hvad man samarbejder om. Kan man nå frem til et kompromis, som alle kan se sig selv i, og hvor alle føler, at løsningen er blevet bedre ved, at de selv har deltaget, så er det naturligvis glædeligt, men der er ingen grund til at være bange for uenigheder og smalle flertal, for det er et grundvilkår i demokratiet, at vi ikke er enige – at der ikke altid findes én rigtig løsning – at der tværtimod ofte skal træffes et valg mellem en dårlig løsning og en anden dårlig løsning. Og andre gange må man konstatere, at der ganske enkelt ikke er enighed om, hvad der er godt, og hvad der er dårligt.
Og anden del af sætningen: udvikle Frederiksberg til glæde for alle. Jamen – det er jo en illusion. For det, der gør nogen glade – ja det gør ofte andre kede af det.
Jeg husker dengang jeg styrede en kæmpe gravko sammen med daværende borgmester Jørgen Glenthøj. Vi gravede hul på Langelands Plads – til det, der blev en fantastisk parkeringskælder med en ikke mindre fantastisk plads på toppen. Med soppebassin og streetbasket. Bænke og borde. Gynger og karusseller. Og imens vi gravede, stod en ældre kvinde i sit vindue og kiggede vredt på os med nedadvendte tommelfingre. Og jeg forstod hende godt. Hun kunne se frem til byggelarm de næste år – hun havde ikke bedt om nogen legeplads eller parkeringskælder. Hun var ked af det – og det er helt fair.
Hvis vi nedlægger en stribe parkeringspladser og i stedet etablerer en cykelsti, så bliver cyklisterne forhåbentlig glade, men bilisterne bliver kede af det. Og ofte er der tale om de samme mennesker, fordi de fleste bilister, jo også tager cyklen.
Når vi bruger penge på en kultur- og musikskole, så bliver dem, der går på skolen glade – men dem, der ikke går der, ville måske hellere have haft, at pengene var blevet brugt på noget andet.
Når vi hæver skatten for at hæve serviceniveauet, så bliver skatteborgerne ikke så glade, med mindre selvfølgelig, at vi hæver serviceniveauet på et område, der betyder meget for dem, lige her og nu.
Og hvad der betyder noget – ja det skifter som regel afhængigt af, hvor man er henne i livet lige her og nu. Har man små børn – ja så er vuggestuer og børnehaver det vigtigste i verden. Har man gamle forældre, så er plejehjem og hjemmehjælp pludselig vigtigere.
Så politik – også kommunalpolitik – handler om at træffe valg. Og hvis man har den ambition, at man vil gøre alle glade hele tiden, så skulle man have valgt noget andet end at stille op til kommunalvalget.
At træffe valg – og at stå i spidsen for en kommunalbestyrelse, der spænder fra Enhedslisten til Liberal Alliance – er en svær opgave, og det er en opgave, som du Michael skal løse de næste fire år.
Kan du det?
Det er ikke noget, jeg håber, at du kan. Det er ikke noget, jeg tror, at du kan. Det er noget, jeg ved, at du kan.
Du kan det politiske håndværk som få. Du kan få enderne til at mødes. Du kan lytte, men du kan også skære igennem og konkludere. Du kan sætte dig selv og dit parti til side, når det kræves – endda i en grad, så du er gået til valg på, at du ikke er så socialdemokratisk, at det gør noget. Det kunne jeg måske lære noget af – en ægte liberal – men ikke så ægte, at det gør noget.
Så selvom valget jo ikke gik, som 14 af os her i salen håbede på, så skal det nok gå alt sammen – for kærligheden til Frederiksberg – den deler du med os 30 andre, som borgerne her i byen har valgt. Valgt til at vælge på deres vegne de næste fire år.
Så endnu engang tillykke med valget Michael Vindfeldt. Pas godt på vores alle sammens Frederiksberg.”
Jeg har overhovedet ikke noget problem med, at Rosa har købt en stor og lækker lejlighed. Tillykke. Det er dejligt for hendes lille familie. Selv har jeg aldrig haft så meget plads, men jeg er ikke misundelig. Det er en følelse, jeg meget sjældent får.
Det, som undrer mig, er det åbenlyse hykleri, der trives på den yderste venstrefløj. Alle andre end dem selv skal bo småt - have børn i folkeskolen - lade være med at flyve - skal spise vegetarisk. Fortsæt selv remsen.
Så er de personlige stemmer på plads på Frederiksberg.
Jeg har fået det tredjehøjeste stemmetal - 1.695 stemmer - kun overgået af spidserne fra de to mange gange større partier Konservative og Socialdemokratiet.
Venstres mandattal er fordoblet, og jeg får følgeskab af Malene Sandfeld. Stort tillykke - meget velfortjent.
Tak - tak - tak. Til hver og en, der har stemt på mig - ikke mindst de mange, der har sagt det til mig i løbet af valgkampen. Det luner mere, end du måske lige tror.
Tak til Venstres kandidathold - I har knoklet som små heste. Ikke mindst 1. suppleant Casper Petersen, der stod på gaden hver eneste morgen 7.30.
Tak til bestyrelse og frivillige - ikke mindst vores formand Susanne Bonfils. Kasserer Frank Stjerne. Plakatgeneral Jens Hansen.
Det er jo det, jeg hele tiden har sagt. Venstre, Danmarks Liberale Parti er et stærkt parti - med mange, dygtige politikere i hele Danmark. Så stolt af mit parti - alle kandidater - alle de frivillige. 🙏🏼
